Gå til Dansk Gede Union forside

Nyt gebyr

Regning fra Plantedirektoratet vedrørende Foderhygiejneforordningen

Som en følge af Foderhygiejneforordningen skal landmændene betale en registreringsafgift til Plantedirektoratet.

Alle, der er registreret som brugere af forblandinger eller rene tilsætningsstoffer, skal betale 1.500 kr. om året plus et éngangsgebyr på 500 kr. Alle andre skal betale 100 kr. om året. Står du i Plantedirektoratets database vil du få en regning. Regningen er opgjort for de næste 5 år.

Plantedirektoratet sender regningerne til landmændene i perioden fra den 21. oktober til den 5. november. Sammen med regningerne vil landmændene modtage et informationsbrev.

Læs mere om registreringsafgiften på Plantedirektoratets hjemmeside: www.pdir.dk/foderbetaling. Vælg her "Information til landmænd og konsulenter".

Fra den 23. oktober til medio november vil Plantedirektoratets såkaldte kampagnetelefon være åben for spørgsmål om emnet. Telefonnummeret vil stå i brevet til landmændene.

Klagemulighed

Hvis man har spørgsmål til regningen, eller man mener, den er forkert, kan man ringe på Plantedirektoratets kampagnetelefon 72 41 47 74 i tidsrummet kl. 9.30-15.00. Lige nu er det dog svært at komme igennem, da der er rigtigt mange henvendelser. Man kan i stedet skrive til Plantedirektoratet pr. mail på adressen lmh@pdir.dk eller pr. almindeligt brev på adressen Plantedirektoratet, Sektor for Foder og Gødning, Skovbrynet 20, 2800 Kgs. Lyngby. Oplys navn, adresse, CHR-nummer og debitornummer på den udsendte regning og forklar, hvorfor du mener, at regningen ikke er korrekt. Man kan dog også vente med at ringe til i næste uge.

Bagatelgrænse

Der er en bagatelgrænse for hvem, der skal betale afgift, men den er lav. Man er undtaget, hvis man producerer under 5 tons foder om året, og hvis de eventuelle husdyr på ejendommen alle bruges i egen husholdning. I denne sammenhæng betyder det ikke noget, om man køber foder ind eller ej.
Registreringsafgiften betales tilbage ved ophør.

Plantedirektoratet har ændret proceduren i forbindelse med registreringsafgiften, så man nu kan få refunderet en del af beløbet ved ophør

I forbindelse med opkrævningen af registreringsafgiften vedrørende Foderhygiejneforordningen skrev Plantedirektoratet, at man ikke ville få pengene tilbage ved et eventuelt ophør. Det er nu ændret, så man ved ophør kan få refunderet beløbet for de resterende hele år af den 4-årige periode. Hvis man for eksempel ophører efter 2½ år, får man beløbet svarende til 1 år tilbage (100 kr.). Man skal blot meddele Plantedirektoratet, at man stopper.

Mange har spurgt, om Plantedirektoratet virkelig har lovhjemmel til at opkræve gebyr for 4 år frem i tiden. Det har de. Det fremgår af bekendtgørelse nr. 816 "Bekendtgørelse om betaling af foderstofkontrol i 2006".


Af Irene Fisker

Dansk Kvæg
Afdeling for Specialviden