Gå til Dansk Gede Union forside

Flytning af dyr

Når du skal flytte dyr, skal køretøjet, på registrerings-attesten, være godkendt til dyre-transport (får, geder, kvæg) samt overholde reglerne om autorisations-nummer.

Ejeren eller den besætningsansvarlige for en besætning af geder eller af en samling af geder skal indberette til CHR, når der foretages flytninger af dyr til og fra besætninger.
Indberetningen skal også ske på grupper af geder.

Indberetningen skal indeholde oplysninger om, hvor mange dyr der er flyttet samt modtager- og afsenderbesætningens CHR-nr. Det er både afsender og modtager, der skal indberette flytningerne, og det gælder også ved flytning til slagteri, dyrskue eller andre samlinger af geder.

  • Flytter man geder til græsningsarealer, hvor de skal gå under 30 dage, behøver man ikke at registrere flytning, hvis der kun findes dyr fra ét CHR-nummer, og hvor græsningsarealet er registreret i CHR.

  • Forenklet flytning: Flytter man geder mellem 2 besætninger med samme ejer, behøver man kun at indberette for den ene ejendom, systemet danner så selv den anden "ende".

  • Flytter man geder til fællesgange, dyrskuer, destruktion, er det alene afsenderen der skal indberette flytningen.

Der kan dispenseres hos Fødevarestyrelsen hvis der foretages flytninger mellem to fysiske naboejendomme, hvor dyrene permanent er sammenblandet på udendørs arealer.

Indberetning kan ske via registreringsblok (rekvires på dit lokale RYK-kontor), webdyr eller dyreregistrering, og skal ske senest 7 dage efter at flytning har fundet sted.

Sundhedsdokumenter.
Alle geder skal  være ledsaget af et underskrevet sundhedsdokument til får og geder. I dokumentet skal der angives samlede antal dyr der flyttes, Besætningsmodtagers CHR-nummer, Registreringsnummer på køretøjet samt landekode, Transportvirksomhedens navn og Autorisationsnummer.
Skal dyrene flyttes/sælges til levebrug, skal der også angives dyret eller dyrenes identitet, køn, race, uge og år for fødsel samt Bluetongue vaccination.  Sundhedsdokumentet skal udfærdiges på en af Fødevaredirektoratet godkendt formular og kan rekvireres hos din lokale RYK afdeling, eller hentes gratis via internettet. Klik her

Sundhedsdokumentet kan anvendes op til 14 dage fra udskrift.
Sundhedsdokumentet kan kun anvendes for én flytning på dato for underskrift. (Flytning mellem græsningsarealer og besætnings-adresse, samt ud- og hjemkørsel fra dyrskuer tæller som én flytning, og skal foretages på samme sundhedsdokument)

Sundhedsdokumentet skal gemmes i 5 år.

Undtaget fra sundhedsdokumentet er:
-
Geder der skal til destruktion.
- Geder der flyttes mellem besætninger med samme ejer.
- Geder der flyttes mellem besætninger på samme CHR-nummer
- Geder der flyttes til og fra græsningsarealer, hvor dyrene ikke blandes med klovdyr fra andre CHR-numre.

Overtrædelse af reglerne kan medføre bødestraf og sanktioner i form af forbud mod omsætning af dyr.
Husk også at reglerne er omfattet af krydsoverensstemmelse, så konstateres det ved kontrol at man ikke overholder bekendtgørelsens regler, kan dette give fradrag i de støtteordninger man benytter sig af.

 

Dispensation: Mærkning og registrering

Besætningsregistret og sundhedsdokumentet behøver ikke at indeholde information om moder for de enkelte dyr.

Besætningsregistret og sundhedsdokumentet behøver kun at indeholde information om race, såfremt denne kendes.

For dyr født inden 1. januar 2003 behøver besætningsregistret og sundhedsdokumentet kun at indeholde information om køn, race og fødselsår. Race og fødselsår angives kun, såfremt de kendes.

På sundhedsdokumenter, der ledsager dyr til slagtning, behøver stamoplysningerne for det enkelte dyr ikke at være angivet. I stedet anføres det samlede antal dyr, der flyttes.

 
Får og geder 7/30 dages regel
Formål
For at medvirke til at mindske risikoen for hurtig spredning af smitsomme husdyrsygdomme hos klovbærende dyr i Danmark, er der indført supplerende regler for omsætning af klovbærende dyr - de såkaldte 7/30 dages regler.

Hvad betyder 7/30 dages reglerne?
7/30 dages reglen betyder, at man ikke må flytte geder fra en besætning før der er gået mindst 7 dage siden der sidst kom klovbærende dyr ind i besætningen.
Samtidigt kan de geder, som er flyttet til besætningen ikke flyttes fra besætningen igen før der er gået mindst 30 dage.
7/30 dages reglerne gælder ikke dyr der transporteres til slagtning.