Gå til Dansk Gede Union forside

Q-feber

Der er i den seneste tid set en stigning i fund af antistoffer mod Q-feber hos får, geder og kvæg, specielt i Nordjylland.

Q-feber blev ved sidste revision af Lov om hold af dyr gjort anmeldepligtig, så udbredelsen af sygdommen i danske besætninger kunne kortlægges. Dette betyder, at der registreres fund af antistoffer og/eller C. burnetii, men besætningerne sættes ikke under offentligt tilsyn eller kontaktes på anden vis i den anledning. Q-feber er en zoonose, og landmænd med dyrehold, slagteriarbejdere og dyrlæger har en potentielt øget risiko for at blive smittet med C. burnetii, som kan give influenza-lignende symptomer hos mennesker

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -


Nyhed fra 11. december 2009

Holland afliver op mod 20.000 får og geder

Holland vil aflive 15.000 til 20.000 får og geder for at bekæmpe sygdommen Q-feber, der også rammer mennesker og kvæg.
Den hollandske regering har besluttet, at alle drægtige får og geder fra bedrifter med sygdommen Q-feber, skal aflives, uanset om de er smittede eller ej. Det drejer sig skønsmæssigt om 15.000 til 20.000 får og geder ' især i den sydlige del af Holland.

Sygdommen, der første gang blev konstateret i Holland i 2007, rammer også mennesker. Alene i år er mere end 2.200 mennesker blevet smittet med Q-feber i Holland, og det er mere end dobbelt så mange som sidste år, og seks mennesker er døde af sygdommen.

Derfor har den hollandske regering taget dette drastiske skridt for at begrænse sygdommens udbredelse.

Det har fået ikke bare hollandske landmænd og dyrlæger, men også dyreværnsorganisationer til at reagere på, at også raske dyr skal aflives.

Meget smitsom

Problemet er imidlertid, at Q-feber er en meget smitsom bakteriesygdom, og at der i smitttede besætninger er raske smittebærere, der kan bringe smitten videre til mennesker.
Sygdommen findes i hele verden, herunder også i Danmark. Navnet kommer fra engelsk "query fever", altså en sær og ukendt feber.
Q-feber rammer typisk kvæg, får og geder. Inficerede dyr udskiller store mængder bakterier i forbindelse med fødsel, men der udskilles også bakterier i mælk, afføring og urin.